Skolerne og forvaltningen bruger dagligt billeder og video fra kommunes folkeskoler og skoletilbud på en række trykte og digitale medier. Gennem billeder og video fortæller vi de gode historier fra vores skoler, åbner skolen for omverdenen, rejser debatter, videndeler, og informerer om arrangementer for elever og forældre.
Billeder og video er en god måde at delagtiggøre elever, forældre, kollegaer og andre i skolens dagligdag. Skolerne og forvaltningen har stor fokus på at offentliggørelsen skal overholde gældende lovgivning og almindelig moral og etik. For bedst muligt at sikre at ingen personer med rimelighed føler sig udstillet, udnyttet eller krænket, har Randers Kommunes skoleforvaltning formuleret disse retningslinjer for offentliggørelse af billeder og video.
De beskrevne retningslinjer gælder for Randers Kommunes Skoler. Retningslinjerne beskriver, hvordan personoplysninger i form af billeder og video håndteres på digitale og trykte medier. Retningslinjerne overholder gældende lovgivning på området og bygger desuden på Datatilsynets vejledninger og anbefalinger.
Retningslinjerne bør være kendt af alle medarbejdere, der publicerer på vegne af Randers Kommunes skoleforvaltning og den enkelte skole på bl.a. hjemmesider, sociale medier og nyhedsbreve.
Det anbefales at læse Datatilsynets fulde vejledninger om offentliggørelse af person- og personaleoplysninger på deres hjemmeside.
Hvornår kræves der samtykke?
Offentliggørelse af billeder på internettet af genkendelige personer betragtes, som behandling af personlige oplysninger. Det betyder, at selve offentliggørelsen af et billede (og/eller video) derfor er omfattet af Persondatalovens bestemmelser, og derfor som udgangspunkt ikke må offentliggøres uden samtykke.
Ifølge Datatilsynet skelnes der dog mellem to typer af billeder – situationsbilleder og portrætbilleder. Situationsbilledet kan umiddelbart offentliggøres uden samtykke, hvor i mod portrætbilledet ikke må offentliggøres uden et klart samtykke fra den eller de portrætterede personer (eller deres forældre).
Situationsbilleder
Situationsbilleder, der må offentliggøres uden samtykke, defineres som billeder, hvor en aktivitet eller en situation er det egentlige formål med billedet. Det kunne f.eks. være legende børn i en skolegård, gæster til en rockkoncert eller besøgende i en zoologisk have. Et billede af børn i en undervisningssituation, hvor ikke det enkelte barn men undervisningen er i fokus, kan konkret betegnes som et situationsbillede.
Skolerne og Randers Kommunes skoleforvaltning offentliggør kun harmløse billeder af personer. Det afgørende kriterium i forbindelse med vurdering af eventuel offentliggørelse er, at den afbildede ikke med rimelighed må kunne føle sig udstillet, udnyttet eller krænket, f.eks. i markedsførings eller andet kommercielt øjemed. Billederne skal med andre ord være harmløse ud fra en normal betragtning.
Modtager forvaltningen/skolen indvendinger mod offentliggørelse af situationsbilleder, skal vi af etiske grunde undlade at bruge disse billeder, og evt. publicerede billeder fjernes fra internettet i det omfang det er muligt.
Portrætbilleder
Skolerne offentliggør ikke portrætbilleder af personer, uden først at have indhentet samtykke til offentliggørelse. Det samme gør sig gældende, når der er tale om portrætbilleder af flere personer eksempelvis et klassebillede.
Hvis en skole f.eks. ønsker at offentliggøre portrætbilleder, f.eks. klassebilleder af eleverne på en hjemmeside, må det kun ske, hvis der inden offentliggørelsen indhentes et udtrykkeligt samtykke fra hver enkelt elev, eller dennes forældre afhængig af elevens alder.
Når der er tale om billeder af elever under 15 år er det forældrene, der skal give samtykke til offentliggørelse af portrætbilleder af eleven. Når der er tale om portrætbilleder af en elev på 15 år eller derover, kan han/hun i almindelighed selv give samtykke til, hvorvidt skolen må offentliggøre portrætbilleder. Datatilsynet vurderer, at en elev på 15 år eller derover som udgangspunkt er modne til at overskue konsekvenserne af et samtykke til offentliggørelse af billeder på internettet.
En samtykkeerklæring kan til enhver tid trækkes tilbage ved at kontakte den myndighed eller skole, erklæringen er afgivet til.
Billeder af ansatte
Billeder af ansatte betragtes som værende oplysninger af privat karakter. Arbejdspladsen/skolen må derfor kun offentliggøre billeder af medarbejdere, hvis medarbejderen har givet udtrykkeligt samtykke hertil.
En samtykkeerklæring kan til enhver tid trækkes tilbage ved at kontakte den myndighed eller skole, der har indhentet den.