Historie

Fodboldlinjen startede på Rismølleskolen i 2009 og er siden da vokset eksplosivt.

Fodboldlinjen Randers startede i 2009 på Rismølleskolen i Randers. Initiativtagerne var Hanne Lise Paysen, nuværende indskolingsleder på Hobrovejens Skole, Annika Østergaard, nuværende skoleleder på Ulstrup Skole, og John Witting, leder af Fodboldlinjen Randers. Til opstarten var der tilmeldt 20 spillere - både drenge og piger - fra 7.-9. klasse. Det var et set-up med morgentræning, hvor eleverne mødte til træningen kl. 06.15 om morgenen og sluttede kl. 07.45, hvorefter de gik i skole kl. 08.00.

Siden 2009 er fodboldlinjen vokset eksplosivt, og i skoleåret 2022/23 er der ca. 2000 elever der gør brug af linjens aktiviteter. Fodboldlinjen Mini for 4. klasserne er startet op på alle skoler. Her kommer fodboldlinjens trailer ud til 815 elever fra 21 folkeskoler. Der er tilknyttet ca. 60 trænere og træningen foregår på 20 forskellige anlæg i Randers Kommune. Derudover er der tilknyttet 4 undervisere fra HHX Tradium på Juniorleder uddannelsen og 1 DBU instruktør på C1 træneruddannelsen. 

Fodboldlinjen til udlandet

Fodboldlinjens koncept er blevet oversat til engelsk og sendt til Sverige, Norge, Finland, Island og Polen.

Helsingborg Kommune har haft besøg af fodboldlinjens leder John Witting og koordinator Karsten Madsen, som gav et oplæg for ledere/rektorer og lærere i kommunen. Fodboldlinjen Randers' koncept ligger på læringsplatforme i Helsingborg Kommune, så 69 folkeskoler og 29 gymnasier kan bruge konceptet.

Fodboldlinjen Randers var i oktober 2020 på en konference i Chesterfield i England for at holde oplæg om fodboldlinjen for skolefolk og ledere fra Skotland, Wales, Irland, Nordirland og England.